Livet på skolen
Spas, spontanitet, struktur og støtte
Når du et helt år skal leve og bo sammen med 80 andre mennesker på en gård på Langeland, er det vigtigt, at der er nogle rammer og nogle leveregler. Efterskolelivet har plads til masser af spas og spontanitet, samtidigt med at der er struktur og al den støtte, du har brug for.
Kontaktlæreren
Når du starter på skolen får du en fast kontaktlærer, som så vil være din støtteperson hele skoleåret. Kontaktlæreren er også den lærer, der har kontakten med hjemmet.
Lektiecaféen
Vi tager lektier alvorligt. derfor er der mandag til torsdag hele skoleåret en stilletime hver dag. I stilletimen skal der være ro på skolen. Du kan vælge at være på dit værelse eller til lektiecafe i spisesalen. I lektiecafeen kan I sidde og lave lektier sammen, og vagtlæreren kan hjælpe – hvis tiden tillader det.
Sund kost
Sund og varieret mad er en af betingelserne for at have det godt. Hver morgen
får vi frugt, og til middags- og aftenmåltiderne er der salatbar, blandet salat eller grønt til maden.
Der er altid et tilbud til vegetarer – sørg for at aftale det med køkkenet, når du starter på skolen. Vi får sunde mellemmåltider i form af frugt, grønt og/eller brød formiddag og eftermiddag.
Øhavets Efterskole er ikke en skole for elever med
særlige kostbehov. Vi kan derfor ikke kan imødekomme særlige individuelle behov til kost og kostplanlægning.
Her kan du læse Fødevarestyrelsens kontrolrapport
Få regler - og store forventninger
Vi har faktisk kun tre urokkelige regler:
- Du må ikke indtage eller opbevare øl, spiritus eller andre berusende/euforiserende stoffer.
- Tyveri og vold accepteres ikke.
- Du skal være en god kammerat. Tænk dig om før du handler.
Til gengæld har vi rigtig mange forventninger til dig – forventninger, som du også med rette kan have til os og dine kammerater her på skolen.
Du må meget gerne læse disse forventninger igennem – og huske dem, mens du er elev hos os. Du kan læse dem her.
En typisk dag
Dette er en gennemgang af en dag på Øhavets Efterskole. Der kan dog forekomme ændringer i løbet af året.
| Tid | Aktivitet |
|---|---|
| 07.15 | Morgentjek på værelser starter. |
| 07.15 | Spisesalen åbnes – morgenmad |
| 07.50 | Morgenmaden ringes af - der gives evt. fælles beskeder |
| 08.15 | Undervisning |
| 09.45 | Pause |
| 10.20 | Undervisning |
| 11.50 | Pause |
| 12.00 | Frokost |
| 13.00 | Undervisning |
| 14.30 | Pause |
| 15.05 | Liniefag/idræt eller valgfag. |
| 17.20 | Pause |
| 17.45 | Aftensmad |
| 18.30 | Stilletime |
| 19.30 | Fritid (Dog ikke den aften om ugen, hvor der er fællesarrangement) |
| 22.15 | I eget hus – oprydning |
| 22.30 | På eget værelse og i seng. Musik og computere slukkes. |
| 23.00 | Lys slukkes og godnat (i tiden frem til efter morgenmaden skal du være på dit eget værelse) |
