Værdier, vision og formål

 Vi vejleder i livet
”Vi er hamrende gode til at drive skole, fordi vi alle er ildsjæle, fordi vi har viljen til at ville – og fordi vi elsker det.”

Sådan udtrykte en af vores lærere sig, da vi skulle definere, hvad det er, vi gør så godt her på Øhavets Efterskole. Vores mål er, at give vores elever mest muligt med videre i livet – fagligt og personligt. Det gør vi ved at kende vores elever rigtig godt og ved at se dem som hele mennesker. På den måde kan vi hjælpe med personlig udvikling, faglig støtte - og i det hele taget vejledning i livet.

Vores værdier er til at forstå. For os er livsglæde, når vi synger ”Let it be” sammen. Fællesskab er det, der opbygges mellem os, når vi er på tre dages fysisk og psykisk hård overlevelsestur – og kommer igennem strabadserne ved at hjælpe hinanden. Ansvarlighed er, når vi i et helt år passer på hinanden og på skolen, fordi vi har et fælles mål – at udvikle os positivt mens vi har det sjovt.

Vores vision er at skabe en konstant udviklende efterskole, som udfordrer og engagerer vores elever. Ud fra et solidt fagligt og værdimæssigt fundament vil vi hele tiden tænke i nye linjer, fag og muligheder. På den måde vil vi drive en skole med en innovativ ånd, som er med til at skabe hele mennesker og kompetente, sociale og nysgerrige samfundsborgere.

Og vi gør det - fordi vi elsker det!